EMC-direktivet 2004/108/EF
- Mere frihed og større krav til dokumentation
.jpg)
1. juli 2009
På denne dato faldt EMC direktiv 89/336/EØF bort, og så skulle alle leve op til kravene i 2004/108/EF.
EU's EMC-direktiv 2004/108/EF kunne anvendes fra den 20. juli 2007.
Overensstemmelseserklæring
Generelt set skulle alle apparater, som er i løbende produktion på skæringsdatoen 1. juli 2009, revurderes/testes med henblik på opfyldelse af de væsentlige krav i EMC-direktiv 2004/108/EF, og der skulle udarbejdes en ny fabrikanterklæring.
Krav til dokumentation
Der stilles her større krav til fabrikanter med hensyn til dokumentation, men samtidigt er der større valgfrihed i forbindelse med overensstemmelsesproceduren.
Dokumentation i form af en EMC-testrapport eller EMC-vurdering skal foreligge, inden overensstemmelseserklæringen underskrives, og dermed inden produktet CE-mærkes.
Kun mindre tekniske ændringer
Det nye EMC-direktiv medfører kun mindre tekniske ændringer i forhold til EMC-direktiv 89/336/EØF. På nogle punkter er det nye direktiv dog forbedret, idet reglerne er mere klare.
Det nye direktiv fjerner nogle af de besværligheder, som det nuværende direktiv pålægger virksomhederne.
Retningslinjer - nu en del af direktivet
Kort tid efter at det nuværende EMC-direktiv trådte endeligt i kraft i 1996, blev der udgivet retningslinjer med anbefalinger til og fortolkninger af forskellige artikler i EMC-direktivet.
Retningslinjerne var ikke juridisk bindende, fordi de ikke var en del af direktivet. Derfor kunne myndighederne ikke bruge dem, hvis apparater skulle fjernes fra markedet, fordi de ikke overholdt EMC-kravene.
Det kan de nu, hvor retningslinjernes anbefalinger og fortolkninger dels er præciseret og dels gjort til en del af selve direktivet.
Kompetent organ skifter status
Ifølge EMC-direktiv 89/336/EØF skal man benytte et kompetent organ i forbindelse med overensstemmelseserklæringen, hvis der ikke anvendes harmoniserede standarder.
I det nye direktiv 2004/108/EF ændres kompetent organ til bemyndiget organ.
Desuden bliver det frivilligt for fabrikanter, om de vil bruge et bemyndiget organ til at give en vurdering af den tekniske dokumentation, som ligger til grund for overensstemmelseserklæringen.
Harmoniserede standarder bliver frivillige
Det nye EMC-direktiv kræver ikke brug af harmoniserede standarder.
Fabrikanten vælger selv, hvilke standarder, test eller beregninger der skal danne grundlag for overensstemmelseserklæringen.
Opfyldelse af kravene i harmoniserede standarder giver stadig formodning om, at apparatet er i overensstemmelse med direktivets væsentlige krav, så de har en vis fortrinsstilling.
Krav til teknisk dokumentation
Ud over overensstemmelseserklæringen skal fabrikanten ifølge det nye EMC-direktiv altid udarbejde teknisk dokumentation, der godtgør, at apparatet er i overensstemmelse med de væsentlige krav i direktivet.
Dokumentationen skal være udarbejdet inden erklæring om overensstemmelse og CE-mærkning, og den skal stilles til rådighed for de kompetente myndigheder.
Angivelse af begrænsninger
Apparater, der ikke opfylder beskyttelseskravene for boligområder, skal være ledsaget af en klar angivelse af denne begrænsning for anvendelsen. Om nødvendigt skal det også stå på emballagen.
Noget udstyr er fritaget
Udstyr, der ikke kan frembringe eller bidrage til forstyrrelser af radio- og telekommunikationsudstyr, og som har en iboende immunitet over for elektromagnetiske forstyrrelser, er ikke længere omfattet af EMC-direktivet. Quartz-ure er et eksempel.
Faste anlæg
Faste anlæg er omfattet af EMC-direktivet. Men ifølge det nye direktiv skal sådanne anlæg ikke CE-mærkes, da de ikke føres over grænser. Der kræves hverken overensstemmelseserklæring eller en formel EMC-vurdering, før anlægget opbygges.
EMC-analyse og -vurdering påkrævet
Derimod kræver direktivet, at installationen udføres i henhold til god ingeniørmæssig praksis, hvilket omfatter en analyse af EMC-forholdene, og at der er taget højde for, at installationen ikke må forstyrre radio- og telekommunikation.
Dokumentation påkrævet
Den gode ingeniørmæssige praksis på faste anlæg skal dokumenteres, og dokumentationen skal opbevares af den ansvarlige og stilles til rådighed for de relevante myndigheder.
DELTA hjælper virksomheder med at udarbejde en EMC strategi for anlægget og med at udarbejde den nødvendige dokumentation.
Vigtige datoer for EMC-direktiv 2004/108/EF:
20. januar 2007
2004/108/EF blev gjort til national lov i alle EU-lande.
20. juli 2007
Virksomhederne kunne valgfrit anvende 2004/108/EF eller det tidligere EMC-direktiv 89/336/EØF.
1. juli 2009
Alle virksomheder skulle anvende 2004/108/EF.

.jpg)
