DELTA - We specialise in microelectronics, light, optics, EMC, acoustics, vibration, sensors and wireless technology
DELTA Acoustics

Lavfrekvent støj fra store vindmøller

Baggrund

vindmolle_aftensol

I Danmark og andre lande mødes opførelsen af vindmøller, og især store vindmøller, undertiden med negative reaktioner fra borgere i nabolaget. En af årsagerne til dette er bekymring for belastningen fra vindmøllestøj, især lavfrekvent støj og infralyd.

Dette projekts overordnede formål har været at tilvejebringe dokumentation om lavfrekvent støj fra store vindmøller og be- eller afkræfte, om der er risiko for gener som følge af lavfrekvent støj fra store vindmøller.

De første rapporter fra projektet blev publiceret i 2008. Siden da, er der opstillet adskillige større vindmøller i vindmølleparker i Danmark og målinger fra 14 af disse vindmøller er nu blevet inddraget i analyserne i den nye slutrapport for projektet og er med til at give en bedre beskrivelse af udviklingen i lavfrekvent støj fra store vindmøller. I den mellemliggende periode er der ligeledes gennemført lyttetest til vurdering af genevirkningen af vindmøllestøj og en særskilt rapport fra disse test er nu også tilgængelig.

Projektets hovedkonklusioner

Støjudsendelsen fra den enkelte vindmølle

Den totale støjudsendelse fra vindmøller stiger med vindmøllernes nominelle elektriske effekt. Stigningen i den totale støjudsendelse er lidt lavere end stigningen i elektrisk effekt, så kort sagt udsender store vindmøller lidt mindre støj end små vindmøller, regnet pr. kW produceret elektrisk effekt.

Selvom den lavfrekvente del af støjudsendelsen for store vindmøller er lidt højere i forhold til den totale støj end for små vindmøller, så er støjpåvirkningen af de nærmeste beboelser i forhold til lavfrekvent støj ikke kun afhængig af vindmøllernes størrelse. De konstaterede generelle forskelle i støjeudsendelse mellem små og store vindmøller er således langt mindre end de forskelle, der ses mellem individuelle vindmølletyper, modeller og konfigurationer både mht. til den totale støjudsendelse og den lavfrekvente støjudsendelse.

Den indendørs støjpåvirkning af naboer til vindmøller

Beregningseksempler for beboelser i nærheden af vindmølleparker viser mht. til den lavfrekvente indendørs støj, at de generelle forskelle mellem små og store vindmøller er små. I situationer, hvor man ligger tæt på den gældende udendørs støjgrænse for vindmøllestøj, er der for begge mølletyper beregnet indendørs støjværdier, som ligger tæt på de vejledende grænser for lavfrekvent støj, der gælder for virksomheder i Danmark.

Det er således ikke påvist, at store vindmøller udgør et specielt problem i forhold til lavfrekvent støjpåvirkning ved naboer til vindmøller. Det fremgår klart, at vurderinger altid bør foretages for hver specifik situation og baseres på støjdata for de aktuelle vindmøller og ikke på generelle trends for store versus små vindmøller. God praksis vil derfor være, at der for projekter, hvor man ligger tæt på de gældende støjgrænser for vindmøller, foretages beregninger af den lavfrekvente støjpåvirkning hos naboerne. Dette vil sikre, at relevante niveauer for lavfrekvent støj overholdes og vil forhåbentlig også bidrage til at minimere unødig bekymring i tilfælde, hvor der ikke er betydende lavfrekvent støj.

Lyttetest til vurdering af genevirkning

Som en del af projektet er der foretaget lyttetest ved Salford Universitet. Her er det bl.a. konstateret, at toner ved lave frekvenser ikke opfattes som mere generende end toner ved højere frekvenser, når de har samme tydelighed. Et væsentligt resultat, da der har vist sig, at hvis der er toner i støjen fra store vindmøller, forekommer de oftere ved lavere frekvenser end for små vindmøller.

Alt i alt er det vist, at lyttetest kan anvendes til at bedømme genevirkningen af lavfrekvent tonestøj og til sammenligning af forskellige lydoptagelser af vindmøllestøj. Metoderne vil fremover kunne anvendes til nærmere undersøgelser af støjens karakteristika som indflydelsen af vingesuset på den oplevede genevirkning for forskellige scenarier.

Infralyd

Et teoretisk studie fra RISØ DTU bekræfter sammen med resultater fra målingerne på de store vindmøller samt et litteraturstudie, at infralyd er uden betydning for den normale vindmølletype med vingerne foran tårnet. Selv tæt på vindmøllerne er niveauet for infralyden langt under den normale høretærskel. Infralyd betragtes derfor ikke som et problem.

Projektdeltagere og finansiering

Projektet er blevet gennemført i samarbejde mellem, Risø DTU, DONG Energy, Aalborg Universitet, University of Salford (UK), University of Manchester (UK) og DELTA med DELTA som projektleder. Projektet er finansieret af Energistyrelsen under EFP06 programmet og supplerende støtte er givet fra Vestas Wind Systems A/S, Siemens Wind Power A/S, DONG Energy, Vattenfall AB Vindkraft og E.ON Vind Sverige AB. I følgegruppen bag projektet har der desuden været deltagelse af Vindmølleindustrien og Miljøstyrelsen.

Vindmøllestøj support

Kaj Dam Madsen

Afdelingschef

+45 72 19 48 00

white
Copyright ©2010 - DELTA - Venlighedsvej 4 - 2970 Hørsholm - Denmark - Tel. +45 72 19 40 00